17-12-2015

        

 

  1. Når den spinder i din nærhed
  2. Når den ruller om på ryggen, viser den at den er tryg ved dig og dermed holder af dig.
  3. Når den gnider sine kinder mod dig og presser hovedet mod dit ansigt.
  4. Når den hvæser sine kløer i nærheden af dig.
  5. Når den ”masserer” med poterne
  6. Når den kommer med ”gaver” til dig, måske i form af en mus.
  7. Når den leger med dig, måske vil du ae den, men den trækker sig lige uden for rækkevidde.
  8. Når den sover, i din nærhed. Den er meget sårbar når den sover.
  9. Når den har sit ansigt helt tæt på dig (det er også en sårbar position)
  10. Når halen er høj og lige, med et lille knæk i enden.
  11. Når den mjaver. Katte mjaver sjældent til hinanden.
  12. Når den vasker sig, og den vasker dig.
  13. Når den viser sin ende lige imod dig.
14-06-2015

 Sådan tiltrækker du flere sommerfugle til din have.

Jeg elsker diversitet, og en måde du kan se på om naturen omkring dig har det godt, er at kigge på sommerfugle. Jo flere forskellige slags, des bedre har naturen det. En nem måde at finde ud af hvilke sommerfugle der er i dit område, er selvfølgelig at have nogle gode planter i haven hvor de kan suge nektar.

Mange sværger til sommerfuglebusken, som plante der kan tiltrække sommerfugle, og den fungere fint til alle de store sommerfugle, så som Dagpåfugleøje, Admiral, Nældens takvinge, Citronsommerfugl osv. da de har en meget stor sugesnabel, men for de små fungerer de ikke. Til gengæld er krydderurter særdeles gode for alle størrelser, og jeg har især gode erfaringer med Merian/Oregano. På få år har jeg, fra at have set meget få sommerfugle i min have, kunnet tiltrække 24 arter til min efterhånden kæmpe oregano (fylder nu ca. 6 m2) bed. Sommeren 2014, som var et fantastisk år for sommerfugle, talte jeg på en af de bedste dage, 17 forskellige arter og i alt over 70 sommerfugle. Så en stor Oregano på en meget solrig plads.

Det er også en rigtig god ide at have hjørner i haven hvor du lader det gro vildt, og lade være med at slå et stykke af græsplænen helt i bund, så der kan vokse små blomster (f.eks. kløver), humlebierne vil også elske det! Mange sommerfuglelarver har brug for specielle planter, og uden sommerfuglelarver ingen sommerfugle!

 Sommerfugle sæsonen er for længst gået i gang, og juli er absolut højsæson. Der findes ca. 60 forskellige sommerfuglearter i Danmark. Nogle er meget truede og lever kun på helt bestemte lokaliteter.

Hvis du vil vide hvilke sommerfugle der er mulighed for at finde i dit område, så kig ind på Sommerfugleatlas.dk. Her kan du også indtaste dine fund af sommerfugle, og hvis du er i tvivl om hvilken sommerfugl det er, spørge til råds hos eksperter.  Det fantastiske ved Sommerfugleatlas.dk er at alle fund bliver kontrolleret om de er korrekte og bliver der på brugt som redskab i den nye Naturplan Danmark, lanceret af Miljøministeriet, så det er muligt at standse tabet af biodiversiteten i Danmark.  SÅ DU KAN FAKTISK BIDRAGE PÅ FLERE MÅDER TIL AT FORBEDRE DEN DANSKE NATUR!! 

Indret din have sommerfugle venligt og indberet hvilke sommerfugle du finder i din have eller der hvor du færdes (f.eks. lufter din hund). Og tænk over når du luger i din have, hvem der kan have glæde af ”ukrudtet”? Måske en lille sommerfugl eller en humlebi eller et andet lille dyr!!!

PS. Billedet viser to Dukat Sommerfuglehanner, en lille sommerfugl på ca. 3 cm.

08-05-2015

Juhuu – min kat har knurret!!!- eller hvordan hjælper du din kat til at få mere selvtillid.

 

I starten var min kat Mester ikke meget for at komme ud. Hun er blevet dumpet her lige før jul. Hun syntes verden udenfor var meget overvældende og farlig. Og havde tydeligvis ikke været vant til at være ude. Så det blev i starten kun til små ture ude på terrassen og så hurtigt ind ad kattelemmen.  Og hvis der var blæsevejr – var det absolut no-go.

Så jeg startede med at gå med hende ud, hver eneste morgen og aften, og nogle gange i løbet af dagen.

Vi fik langsomt udvidet turene til også at komme ud på græsplænen, og senere et lille stykke ind i et åbent skovstykke og ned forbi et lille vandhul. Altid med masser af opmuntrende ord til hende. Og tog mig god tid til at vente på hende, til hun har undersøgt færdigt, inden vi gik videre. Sådan har jeg gjort hver eneste dag, siden hun kom (for ca. 4 måneder siden). Og inde har hun selvfølgelig også fået masser af positiv feedback.  Samtidig har jeg sørget for at fremmede katte ikke har indtaget ”vores territorie”, dvs. hvis der er kommet en kat forbi, har jeg ”brummet af dem”, og væk er de. Vi bor i skoven, så der er masser af plads, de kan bare gå uden om ”vores territorie”. Og resultatet er ikke udeblevet. Den sidste måneds tid, er hun selv gået ud før jeg er klar om morgenen. Hun er også ude om natten nu, befinder sig ofte mere ude end inde, med mindre det er regnvejr. Hun afmærker territorie, bl.a. ved at kratte i træer, og gnider mundvigene op ad grene og andet hun kommer forbi incl. mig. Jeg får en ordentlig tur, på hænderne, noget jeg bevidst har brugt fra start, for at motivere hende til at afmærke.

Forleden skete det så, pludselig røg hun ind ad kattelemmen og sad og knurrede – det er første gang jeg har hørt det. Udenfor på terrassen så jeg en helt ny kat, og jeg åbnede døren og brummede, og væk var den.  Godt nok flygtede hun ind, men hun blev på sin post foran kattelemmen, og det er super sejt – jeg var bare så stolt. Tidligere er hun flygtet ned i kælderen til sit skjulested øverst oppe på en hylde, hvis hun er blevet skræmt af noget udenfor (f.eks. var rådyrene i starten farlige).  Hvis jeg så hun var bange, brugte jeg tøjmusen, til at aflede hendes opmærksomhed fra det der var farligt, og det virkede med det samme, vupti – hun havde glemt at der var noget farligt, og ville lege med musen – hun skiftede simpelthen fokus fra at være bange til at ville lege jagtleg. Noget jeg også har brugt udenfor – så har jeg brugt en f.eks. en lille gren eller et græsstrå.  Og resultatet er altid det samme. Hendes jagtinstinkt er så stærkt og hun har heldigvis ingen dybe traumer, hun har bare ikke været vant til at være ude, så på den måde har det været nemt. Men hvis jeg ikke havde bakket op, og trænet hende i at være ude, ville hendes adfærd helt sikkert have været meget mere forsigtigt, og det ville have taget lang tid for hende at vænne sig til at være ude.

Det samme princip kan selvfølgelig anvendes til et hvilket som helst dyr: Positiv feedback – vise dem vejen – skifte fokus fra det der er skræmmende til det der er spændende/motiverende – og selvfølgelig masser af kærlighed.

 

17-04-2015

Når den lille sorte have myre kommer ind, så det forår! Det sker hvert eneste år, når solen har fået nok magt til at varme terrassen op, især helt oppe ad muren. Så vågner den sorte havemyre op. Men det er stadigvæk koldt, derfor vandrer alle myre-spejderne ind i huset i en fin lang række, ind i køkkenet og op på køkkenbordet hen over komfuret, for at lede efter mad. Sådan er det hvert eneste år. De fleste vil sige at det er ulækkert og begynde at slå dem ihjel, måske endda sprøjte udenfor for at komme dem til livs. MEEN stop lige engang. Sæt et glas med lidt honning udenfor døren op ad husmuren. Så har de mad og stopper med at vandre ind.

Hvorfor synes jeg så at man skal passe på havemyren? Ja, alt i naturen har jo en funktion. Og havemyren gør faktisk en masse godt. Den lever nemmelig af søde sager, f.eks. malker den bladlus, og så passer den på den smukke sommerfugl almindelig blåfugls larver, hele vinteren (se billedet ovenover).

Så tænk lige over det inden du udrydder alle havemyrer, om ikke andet så lad dem have et sted hvor de kan være og gøre deres arbejde. 

Og så tænker du måske, ja,ja - men så kommer alle de flyvemyrer sidst på sommeren. Okay, tænk på at det er meget kort tid. det varer. Og hvis du har høns, så inviter dem med til fest. De elsker flyvemyrer. 

17-04-2015

Almindelig blåfugl får hjælp af den sorte havemyre til pasning af sine larver, vinteren igennem.